Koordineringsmøder - Møderelateret materiale

Redegørelse for sammenfaldet mellem grise-genomet og menneskets genom.

På sidste møde i koordinationsudvalget i forbindelse med BIOSAM blev der spurgt til, hvor stort sammenfald, der er mellem svinegenomet og det humane genom. Efter at have spurgt mig for på hjemmebanen hos forskningsleder Christian Bendixen er her en uddybning. Christian Bendixen er DJF ansvarlig for vort samarbejdsprojekt med Kina vedr. kortlægning af svinegenomet. Som det ses er der forskel mellem regioner i genomet.

Ligheden mellem de humane gener og de tilsvarende svine gener er omkring 90% på DNA-niveau i de kodende regioner, på protein-niveau er ligheden endnu større >95%. De data vi har analyseret er fortrinsvis fra kodende regioner og vor viden omkring de ikke-kodende er endnu begrænset, det ser dog ud til at variere stærkt fra område til område, og det må forventes, at de områder, der er bedst bevarede muligvis indeholder sekvenselementer med en eller anden vigtig (men endnu ukendt) funktion. Således vil promoter regioner (promoteren er sekvensen i begyndelsen af genet, der indeholder regulatoriske signaler, men de indgår ikke i den kodende del af genet) være mere bevaret end områder, der ligger langt væk fra egentlige gener. Jeg er overbevist om, at der i visse af disse regioner er en sekvenslighed på omkring 60%, men et sådant tal giver kun mening, hvis man specificerer, hvilket type "område" (f.eks. kodende/ikke-kodende), man befinder sig i.

Ole Olsen, Foulum

 

Sidst opdateret: 5-11-2002