BIOSAMs høringer
BIOSAM kan arrangere høringer for Folketinget. Høringen vil almindeligvis være afledt af de øvrige aktiviteter i BIOSAM, men fokusere på politiske problemstillinger og handlemuligheder inden for typisk ret presserende politiske opgaver. Høringen giver politikerne mulighed for at gå i dybden med et emne.
BIOSAMs høringer arrangeres af de enkelte råd, der er med i BIOSAM, eller flere af rådene i fællesskab.
Høring om erfaringer med sameksistens
Høring om erfaringer med sameksistens mellem GM afgrøder og konventionelle og økologiske afgrøder.
Høringen blev arrangeret af BIOSAM for Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Høringen blev afholdt tirsdag d. 11. maj 2004 i Landstingssalen på Christiansborg fra kl. 9-16.30
Europa-parlamentet og ministerrådet vedtog i sommer forordningen om sporbarhed og mærkning af genmodificerede organismer, som betyder, at det må forventes, at der i nær fremtid på ny vil blive godkendt ansøgninger om tilladelse til markedsføring af genetisk modificerede planter i EU. Derfor henstiller Europa-kommissionen til, at der udvikles nationale strategier for sameksistens, og at medlemsstaterne undersøger mulighederne for at etablere ordninger, der kan modvirke de potentielle tab og virkninger af dyrkning af genetisk modificerede afgrøder. Regeringen har tidligere i år fremsat lovforslag til Sameksistensloven, som har været i førstebehandling i Folketinget.
På den baggrund ønskede Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri at få belyst erfaringer med dyrkning af genmodificerede afgrøder. Høringen skal ses i sammenhæng med udvalgets behandling af Sameksistensloven, som forventes vedtaget i denne Folketingssamling.
For mere information kontakt projektleder Anders Jacobi på aj@tekno.dk
Du kan læse mere om høringen på Teknologirådets hjemmeside.
Download resumé, redigeret udskrift samt skriftlige indlæg fra høringen 11. maj 2004 (PDF Format - 1,89 MB)
Sidst opdateret: 8-07-2004