Indlæg af Miljøminister Hans Chr. Schmidt på Bioforumkonferencen "Bæredygtig bioteknologi efter Verdenstopmødet" 24. September 2002.

Tak til arrangørerne for denne lejlighed til at sige nogle ord om Verdenstopmødet i Johannesburg og knytte an til konferencens tema: bæredygtig bioteknologi.

Et vigtigt emne, som vi givetvis komme til at diskutere meget mere i fremtiden.

Lad mig først give jer min bedømmelse af topmødet i Johannesburg. Dér befandt jeg mig jo i brændpunktet af ofte meget vanskelige forhandlinger, som formand og talsmand for EU.

"Succes uden mirakler"

Der har været sagt og skrevet meget om mødets resultater i de forløbne uger.

En meget rammende karakteristik af mødet er efter min mening givet af FN's generalsekretær Kofi Annan, der afsluttede topmødet med ordene: "Mødet har været en succes, men ikke et mirakel".

Handling bag ordene

Nu gælder det om at få sat handling bag ordene.

Og handlingsplanen fra Johannesburg giver en række kontante bud på, hvad der skal gøres. Den prioriterer indsatsen - både i ulandene og vores egen del af verden.

Ikke helt så konkret som vi kunne have ønsket os fra Danmarks og EU's side. Men efter min opfattelse tydeligt nok til, at budskaberne ikke kan misforstås.

Og tydeligt nok til, at det har mening at sætte en overvågning af de kommende års indsats i gang, - som Kopi Anna nu har lagt op til - så vi alle sammen kan se, om vi nu også lever op til de løfter, vi har givet hinanden.

Implementeringsplanen

Lad mig kort ridse de væsentligste resultater op:

· Vi bekræftede den tidligere FN-beslutning om at halvere antallet af mennesker uden adgang til rent drikkevand inden år 2015.

· Og på EUs forslag blev denne målsætning suppleret med et tilsvarende mål om at halvere antallet af mennesker der lever uden spildevandsbehandling inden år 2015.

· Vi blev enige om - inden år 2020 - at arbejde os frem til en situation hvor anvendelsen af kemikalier ikke giver anledning til væsentlige miljø- og sundhedsproblemer.

· Det blev besluttet, at vi skal have genoprettet verdens udpinte fiskebestande inden år 2015.

· Der udgik et stærkt signal om at få underskrevet Kyotoprotokollen. Og det lykkedes at få Rusland og Canada til at give tilsagn om at gøre det, så den nu snart kan træde i kraft.

· Vi fik understreget betydningen af at øge den vedvarende energis andel af energiforsyningen og gøre det hurtigt.

· Og af det nødvendige i at få en moderne energiforsyning frem til de over 2 milliarder mennesker, som ikke har det i dag.

· Der kom også en klar melding om at arbejde for en betydelig opbremsning af tabet af biologisk mangfoldighed inden år 2010.

· Vi bekræftede den tidligere FN-målsætning om at alle lande bør have sat en national strategi for bæredygtig udvikling i værk senest i år 2005.

· Det blev besluttet at sætte et arbejde i gang med at udforme en 10-års ramme, som kan støtte de enkelte lande i at udarbejde programmer for bæredygtig produktion og forbrug.

· Og det blev bekræftet, at demokrati, samhandel, åbenhed og menneskerettigheder er forudsætninger for bæredygtig udvikling.

Som sagt havde vi gerne set flere konkrete mål og tidsfrister fra EU's side.

Men ret beset er der faktisk tale om ganske ambitiøse mål, som sætter en klar retning på opfølgningen.

Og jeg agter at sætte den europæiske opfølgning på dagsordenen på det førstkommende rådsmøde, så vi kan komme i gang.

Partnerskaber

Regeringerne skal skabe rammerne. Men de skal udfyldes i fællesskab.

Og idéen om at skabe nye partnerskaber for bæredygtig udvikling slog virkelig an i Johannesburg.

Tanken har hele tiden været, at de politiske dokumenter skulle skabe et grundlag for at indgå partnerskaber mellem myndigheder, virksomheder og organisationer i de kommende år.

EU havde udarbejdet egne ambitiøse partnerskabs-initiativer om vand og energi , som i høj grad viste vejen.

Jeg tror de nye partnerskaber vil blive helt centrale instrumenter til at skabe konkrete resultater.

Inddragelse af forretningslivet

Og det var opmuntrende at se NGO'er og forretningsfolk engagere sig i nye samarbejdsformer.

Særlig glædeligt var det, at så mange forretningsfolk nu har engageret sig i at bidrage til en bæredygtig udvikling.

At give udviklingen den rigtige retning er dybest set en investeringsopgave. Og det er helt afgørende, at alle investorer - både offentlige og private - trækker på samme hammel.

Johannesburg og Rio

Mange har sammenlignet Johannesburg-topmødet med Rio-topmødet for 10 år siden.

Men de to topmøder kan efter min mening slet ikke sammenlignes.

Rio gav startskuddet til en lang række nye globale initiativer i form af Agenda 21, Rio-deklarationen og de internationale miljøkonventioner, Klima-konventionen og Konventionen om Biologisk Mangfoldighed

Men man må nok sige, at Rio-konferencens resultater var smukkere tæt på, end de er nu på 10 års afstand.
For det har knebet med at få omsat Agenda 21 til handling.

Det var udgangspunktet for topmødet i Johannesburg. Og handlingsplanen har givet os et jordnært og realistisk udgangspunkt for handling.

Dertil kommer, at for mange - især i de rige lande - stod Rio hovedsageligt som en miljøkonference. Johannesburg dækkede et bredere område. Der var langt mere fokus på fattigdomsbekæmpelse og de negative aspekter af globaliseringen.

Doha - Monterrey - Johannesburg

Nogle er skuffede over, at topmødet ikke i højere grad tog stilling til spørgsmål om verdenshandel og udviklingsfinansiering.

De overser, at handlingsplanen ikke står alene.

At topmødet i Johannesburg skal ses i sammenhæng med igangsætningen af en ny global handelsrunde i Verdenshandelsorganisation (WTO) og med mødet om udviklingsfinansiering i Monterey i foråret.

Verdenshandel

Der er dem, der mener, at de rige lande burde have givet et konkret tilsagn om at afvikle deres landbrugsstøtte, så ulandene kan sælge flere fødevarer til os.

Jeg er naturligvis enig i, at det er den vej, vi skal. Det har vi også givet tilsagn om i WTO. Den ny globale handelsrunde er netop sat i gang med det klare formål, at få fjernet toldbarrièrer og erhvervssubsidier der forvrider handelen, hæmmer udvikling og skader miljøet. Det gælder ikke mindst støtten til landbruget.

Men vi véd jo fra vores eget arbejde på at reformere EU's fælles landbrugspolitik, at det er meget komplicerede forhandlinger. De kommer til at tage år. Det er ikke noget, der kan klares ved et snuptag på en ti-dages konference.

Og forhandlingerne i Johannesburg blev naturligvis ført i lyset af den kendsgerning, at den globale handelsrunde nu er i gang i WTO.

Udviklingsfinansiering

Tilsvarende var der mange som gerne havde set, at der kom nye penge til udviklingsbistand på bordet i Johannesburg.

Men det var altså ikke særlig realistisk af forestille sig, at det skulle ske i Johannesburg.

FN-forhandlingerne om udviklingsfinansiering var netop med omhu lagt i foråret, så resultaterne herfra kunne lægges til grund for topmødet.

Hvis vi skulle have diskuteret finansiering i Johannesburg, så var hele mødet nemt gået med det.

Og forårets finansieringskonference gav faktisk et ganske smukt resultat: EU-landene gav tilsagn om at øge deres udviklingsbistand med ca. 7 milliarder dollar. Og USA om at forøge sin med ca. 5 milliarder dollar i løbet af de nærmeste par år.

I alt 12 milliarder, som mere end opvejer det fald i den samlede, globale udviklingsbistand fra omkring 60 til omkring 50 milliarder, som vi har set i løbet af halvfemserne. Faktisk en forøgelse med en fjerdedel.

Global Miljøbistand

Forhandlingerne om den globale miljøbistand blev også afsluttet inden topmødet.

Så sent som ugen før vi rejste til Johannesburg, blev man enige om at stille 3 milliarder dollar til rådighed for den såkaldte Globale Miljøfacilitet (GEF). Tilsagnet dækker de næste 4 år og skal blandt andet bruges til at finansiere klimakonventionen og konventionen om biologisk mangfoldighed.

Også et ganske smukt resultat.

Det skal sammenholdes med, at GEF i 10-året siden Rio har haft 4 milliarder dollar at gøre godt med, og ved hjælp af dem har udløst miljøinvesteringer på i alt 16 milliarder dollar.

Og lad mig i den forbindelse bare nævne, at regeringen har forøget Danmarks bidrag til GEF med godt 50 %
- fra knap 200 millioner kroner til næsten 300 millioner kroner.

For at få det rette perspektiv på Johannesburg, skal man altså se handlingsplanen som det tredje led i samlet global strategi, som i øvrigt består af den nye, globale handelsrunde og tilsagnene om at øge udviklings- og miljøbistanden.

Bæredygtig produktion og forbrug

Én af de beslutninger, jeg er rigtig glad for, var tilslutningen til EU's forslag om at gøre en særlig indsats for at fremme bæredygtig produktion og forbrug.

Det var ingen nem beslutning at få hjem. Men den er vigtig.

· Vi har gjort store fremskridt med energi-effektivisering.
· Vi ser også en vis nedgang i forbruget af naturressourcer pr. produceret enhed.
· Men væksten opvejer mange fremskridt, og vi er stadig langt fra at kunne kalde vores produktion og forbrug bæredygtig.

Den globale dagsorden kan sammenfattes i slagordet: "Afkobling i Nord - udvikling i Syd!"

Så det er fortsat den helt store udfordring for de rige lande, at udvikle produkter og teknologi som giver en væsentlig reduktion af ressourceforbrug og miljøbelastning.

Og det bliver en helt central opgave for EU at få en global ramme for bæredygtig produktion og forbrug op at stå, som alle lande kan bruge.

De rige lande skal stille deres resultater til rådighed for udviklingslandene.
· Så de bliver i stand til at springe den fysisk tunge industrialiseringsfase over, som vi har været igennem, og
· så de kan øge deres produktion og forbrug og forbedre deres levevilkår uden at gøre skade på naturen.

Det bringer mig ind på emnet for denne konference, for det, jeg har sagt om bæredygtig produktion og forbrug, har jo i høj grad relevans for bioteknologi.

Bioteknologi bør afdramatiseres

Bioteknologi var ikke et emne, der blevet behandlet særskilt i Johannesburg.

Det er et kontroversielt emne, og diskussionerne om bioteknologi har desværre en tendens til at blive skingre og polariserede.

Som om man enten mener, at bioteknologi pr. definition er skadelig og uønsket, eller at den er et vidundermiddel til at løse verdens sultproblemer.

Selvfølgelig er ingen af disse opfattelser rigtige.

Bioteknologi bør betragtes som enhver anden teknologi. Med stor nytteværdi, hvis den bliver udviklet fornuftigt og med risici, hvis den bliver udviklet ufornuftigt. Som et middel og ikke et mål.

Bioteknologi som et middel til at forbedre fødevareforsyningen

Vi lever i en verden, hvor 160 millioner børn ifølge FAO er underernærede og hvor knap 800 millioner mennesker ikke ved, om de kan få noget at spise den næste dag.

Det kræver, at vi tager en bred vifte af midler i brug for at forbedre fødevareforsyningen. Det gælder også den moderne bioteknologi.

En teknologi, som er i stand til at få planter til at yde mere, blive resistente overfor tørke eller kulde og klare sig med mindre brug af pesticider og kunstgødning er selvfølgelig relevant i den sammenhæng.

Det arbejde der gøres med majs og cassava - blandt andet her i Danmark - ser lovende ud.

Bioteknologi skal være sikker for, at dets potentiale kan udnyttes

Men bioteknologiens potentiale kan kun udnyttes fuldt ud, hvis der er tillid til teknologien. Og tilliden er afhængig af, at den er sikker i forhold til miljø og sundhed.

Tidligere greb vi først ind overfor nye teknologier, når skaderne var sket. Den moderne bioteknologi er stadig så ny, at vi kan nå at forebygge, at der sker skader på miljø og sundhed.

Det er som bekendt baggrunden for, at vi i EU og i Danmark har gennemført en avanceret lovgivning om sikkerhed i forbindelse med genteknologi, hvor vi bygger på forsigtighedsprincippet.

EU-reguleringen

Vi er i øjeblikket i EU i gang med at udvikle regler for sporbarhed og mærkning af GMOer. Det er en høj prioritet for mig at nå til enighed om disse regler under det danske formandskab.

Hvis teknologien skal vinde indpas skal forbrugerne have et reelt valg mellem genmodificerede og ikke-genmodificerede produkter.

Cartagena-protokollen

Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået et globalt instrument om sikkerhed i forbindelse med genteknologi på plads.

Cartagena-protokollen om biosikkerhed under konventionen om biologisk mangfoldighed har minimumsregler om sikkerhedsmæssig forsvarlig håndtering af GMO'er.

Og den har procedurer, der sikrer et land kontrol med indførsel af GMO'er.

Det er specielt ulandene, der har været interesseret i protokollen, fordi de typisk har en rig biodiversitet og frygter at blive forsøgsområder for udsætning af GMO'er fra i-landene.

Nogle frygter, at protokollen vil hindre udviklingen af bioteknologi. Jeg tror det modsatte, fordi den vil bidrage til globalt harmoniserede sikkerheds-procedurer og dermed fremme tilliden til teknologien.

Danmark har ratificeret protokollen under topmødet. Den mangler nu kun 15 ratifikationer for at den kan træde i kraft. Det vil formentlig ske næste år.

Derfor lægger jeg under vores formandsskab stor vægt på, at vi hurtigst muligt når til enighed om de regler, der skal gennemføre protokollen i EU.

Forhåbentlig lykkes det allerede i næste måned. Vi skulle gerne have 'orden i eget hus' inden protokollen træder i kraft.

Bioteknologi i ulandene

Der er ulande, der frygter ukontrolleret import af GMO'er til deres lande.

Men der er også ulande, der frygter, at de rige lande med deres vidt udbredte skepsis overfor GMO'er vil forhindre dem i at udvikle og eksportere GMO-produkter.

Den frygt har jeg stor forståelse for, og vi skal være varsomme med at sætte os til dommere.

Det er betydeligt lettere for os i de rige lande at være skeptiske overfor GMO'er end for mennesker i ulandene, som har sult- og fattigdomsproblemer tæt inde på livet.

Igen tror jeg, at de harmoniserede sikkerheds-procedurer udviklet under Cartagena-protokollen er et middel til at skabe tillid til teknologien.

Og det er jo nærliggende, at de lande, der allerede har en kompetence på området, bistår ulandene med at udvikle et regelsæt der svarer til deres forhold.

Der er i det hele taget brug for at støtte ulandene i opbygningen at hele den komplekse "infrastruktur" der skal være omkring GMO-produkterne.

Her tænker jeg bl.a. på, at der udover teknisk know-how om genteknologi også er brug for myndigheder, der har indsigt i f.eks. regulering, risikovurdering og etik.

Der er kort sagt brug for "capacity building", og den Globale Miljøfacilitet er allerede gået i gang med et program for den nødvendige vidensopbygning i en lang række ulande.

Bioteknologi i ulandene

Samtidigt må vi være med til at sikre, at de produkter der er under udvikling også er til gavn for ulandene.

Udviklingen af de store "globale" afgrøder er underlagt de almindelige markedsmekanismer.
Men de afgrøder som ulandene har brug for, er måske knapt så rentable at udvikle.

Derfor må vi i de rige lande være parate til at understøtte såvel offentlig som privat forskning, der kan bidrage med nye redskaber til at løse sult- og fattigdomsproblemerne.

Ejerskab til bioteknologi

Lad mig slutte med at gøre opmærksom på et endnu en bekymring, som vi må tage alvorligt: Spørgsmålet om ejerskabet til teknologien optager ulandene. Og jeg forstår dem.

Det siger sig selv, at de fattige bønder kun vil få glæde af bioteknologien, hvis de har adgang til den.

I de senere år har der været en tendens til at udvide muligheden for at patentere levende materiale, - herunder GMO'er.

Det har fået ulandene til at frygte,
· at de og deres landbrug vil blive afhængige af store biotek-virksomheder,
· at de vil miste den suveræne råderet over egne genetiske ressourcer, selvom deres ret er slået fast i konventionen om biologisk mangfoldighed.

Derfor må vi have udviklet metoder som
· respekterer de internationale patentregler,
· respekterer konventionens regler om national råderet og
· respekterer kravet om en retfærdig fordeling af udbyttet ved at udnytte genetiske ressourcer.

Johannesburg-topmødet gav os et mandat til at forhandle en international aftale under konventionen om biologisk mangfoldighed om disse spørgsmål.

Afslutning

USA har for længst taget den moderne bioteknologi til sig; men både Europa og udviklingslandene står overfor et valg om hvorvidt og i hvilket omfang vi skal hoppe med på vognen.

Der er ingen enkle svar på det spørgsmål, men vi i Europa har en fælles interesse med ulandene i det.

Lad os prøve at finde frem til svaret i partnerskab med ulandene. I Johannesborg-topmødets ånd.

Vi har brug for en grundig og saglig debat uden de alt for skingre toner både herhjemme og internationalt.

Det kan dagens konference give et godt bidrag til.

Tak for ordet.